Privatlønsstatistik 2018

 

​​​​

JAs lønstatistik for 2018 har en flot svarprocent på 45, og det giver statistikken en rigtig god validitet. Stor tak fra JA til alle, der har bidraget.
 
Et af hovedformålene med lønstatikken er naturligvis at sikre jer medlemmer et godt udgangspunkt - dels til forhandling om lønstigninger, dels om forhandling af løn ved jobskifte. Vi skal derfor opfordre til, at du bruger statistikkerne til at finde ud af, om du har den rette løn, eller om der kunne være mulighed for en pæn lønstigning ved at vælge andre karriereveje.

Dyk derfor ned i tabellerne og tallene og se, om de kan give et bidrag til, at du bliver klogere på din egen løn.

Også denne gang er der blevet udregnet en reel lønstigning i bruttolønnen fra 2017 til 2018. Det er kun de medlemmer, der har svaret både i 2017 og i 2018, som indgår i denne statistik. Dvs. vi får det rene tal for, hvor meget denne gruppe medlemmer er steget. I 2018 er der en pæn gennemsnitlig lønstigning i bruttolønnen på 4,2 pct.

Som tendensen også har været tidligere år, er det de medarbejdere, der er dimitteret fra 2005 og frem, som står for de største lønstigninger på omkring 6 pct. Derfra falder stigningen til 2,3 pct. for gruppen, der er dimitteret i 1984 eller før.

Det er også JAs erfaring, at de største stigninger typisk gives ”først” i karrieren. Men brug denne oplysning uanset, hvor du er i karrieren.

Hvis du er i begyndelsen af din karriere, så ved du, at du er nødt til at have en stejl stigning i lønnen for at følge med dine kolleger. Hører du til i den mere erfarne halvdel, så sørg for at forberede dig ekstra godt på lønforhandlingerne, så du også kan få del i stigningerne.

Det har rigtig stor betydning for gennemsnitslønnen, hvilket ansættelsesområde du er ansat indenfor. De højeste gennemsnitlige aflønninger findes i Penge, kredit- og forsikringsvirksomheder samt i Kemikalie- og medicinalbranchen, hvor den gennemsnitlige bruttoaflønning er på henholdsvis kr. 64.515 og kr. 61.819.

Dette er en tendens der går igen år efter år, og forholdsmæssigt aflønnes der på samme niveau i de enkelte brancher fra år til år. 

En ny tabel, der indgår i årets lønstatistik, er en opdeling i gennemsnitsaflønning efter geografisk region. Der er ikke så stor forskel på de gennemsnitlige bruttoaflønninger på tværs af regionerne, men spændet rækker dog alligevel fra kr. 51.312 til kr. 54.827. Højest er den gennemsnitlige bruttoløn i region Sjælland med kr. 54.827.

Der følger som lovet en opdateret lønberegner inden jul, der vil gøre det lettere at bruge tabellerne. Du vil finde lønberegneren her på hjemmesiden, og den bliver omtalt i JA nyhedsbrev, når den er klar. Vi har desuden en uddybende artikel i JA Aktuelt 5 med overskriften ”Pæn gennemsnitlig lønstigning”.

God læselyst!

Visning af arkivet herunder, kræver login (klik på linket for at logge på siden) 

 Kontakt JA

Mikkel Grøn
Tlf.:
33212800
Sidst ændret: 08-01-2019