Udflytning 2.0

 

​Regeringen har tidligere varslet, at der i løbet af december vil blive offentliggjort en anden bølge af udflytninger af statslige arbejdspladser - beskrevet som flere tusinde.

Sent den 13. december meddelte innovationsminister Sophie Løhde dog, at præsentationen af næste etape af udflytningsplanerne må vente til januar. Hun afviste, at udskydelsen skal ses i sammenhæng med regeringens pågående forhandlinger om finanslov, skattereform og udlændingestramninger.

Uddannelser bliver en del af planen

Den 5. december afholdt Folketingets Udvalg for Landdistrikter og Øer en høring om udflytning af statslige arbejdsplader, arrangeret af Landdistrikternes Fællesråd.

Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen var blandt talerne, og han kom ikke med konkrete udmeldinger, men bekræftede, at udmeldingen er nært forestående. Han forklarede også, at man denne gang vil nå ud med arbejdspladser til flere steder i landet, end det var muligt første gang, og at uddannelsesinstitutionerne nu vil være en del af planen, så de unge ikke altid er tvunget til at søge mod universitetsbyerne.

I forhold til det sidste kan det handle om flere muligheder for såkaldte ’pop-up’ uddannelser, som etableres lokalt ud fra et lokalt behov for uddannet arbejdskraft. Det er set i Kalundborg, hvor der for nylig er etableret en uddannelse som diplomingeniør i bioteknologi på UCSJ i et samarbejde mellem kommunen og bl.a. Novo Nordisk og Novozymes.

Øvrige talere var en række begejstrede borgmestre og direktører fra allerede udflyttede styrelser, hvor det går godt med at få etableret en ny organisation og tiltrække den rigtige arbejdskraft. Der var dog en erkendelse af udfordringerne med tab af erfaring og store økonomiske omkostninger. Udflytningerne er imidlertid gennemført efter planen, man forventer udgiften tjent ind igen på de lavere huslejer, og det blev understreget, at udflytningerne giver det ønskede liv og arbejde i kommunerne.

Medarbejderne skal behandles ordentligt

DJØF og HK udgjorde balancen i panelet. Fokus var her på, at det ikke handler om for eller imod udflytning, men om behandlingen af medarbejderne. Vil politikerne tage ansvar for et Danmark i balance, må de også tage ansvar for at behandle de berørte medarbejdere ordentligt!

Budskaberne fra DJØF/HK var klare: Vi vil et Danmark i balance og en stærk offentlig sektor, men det kræver, at man tænker sig om. Opfør jer ordentligt over for medarbejderne, det har Moderniseringsstyrelsen ikke gjort. Skab stærke fællesskaber og netværk ved ikke at smøre arbejdspladserne for tyndt ud i hele Danmark, tænk karrieremuligheder for de udflyttede og deres ægtefæller, sørg for modtagetilbud fra kommunerne, sørg for at få flere ledere med denne gang. Inddrag i det hele taget erfaringerne fra tidligere runder. Der er brug for kompetenceudvikling i de nye styrelser, processen skal forberedes ordentligt, og der skal være klare rettigheder og information.

Medarbejderne er ikke ludo-brikker.