Ok til betalt spisepause

 

En faglig voldgiftsret har netop fastslået, at den betalte spisepause er en overenskomstmæssig rettighed for de ansatte hos DR. Afgørelsen vurderes at sætte en stopper for spekulationerne i den betalte spisepause på det offentlige område.

Afgørelsen modtages med stor tilfredshed i Akademikerne.
Form​and Lars Qvistgaard udtaler:

- Det er glædeligt og en stor anerkendelse af den danske aftalemodel, at det nu er slået fast med syvtommersøm, at den betalte spisepause er en overenskomstrettighed. De ansatte hos DR har igennem mange årtier kunnet holde betalt spisepause i løbet af arbejdsdagen, uden at der er blevet sat spørgsmålstegn ved det. Det har været parternes fælles forståelse, og derfor en del af overenskomstgrundlaget. Og så er det selvfølgelig ikke i orden, at DR pludselig ændrer opfattelse, og prøver at komme af med den betalte spisepause uden at forhandle med de faglige organisationer.

Den betalte spisepause handler ikke kun om, at få lov til at spise frokost i arbejdstiden, men også om at stå til rådighed under frokosten. 

- Den fleksibilitet har vi givet arbejdsgiverne, og det har arbejdsgiverne anerkendt i overenskomsten, så der er balance mellem arbejdstid og løn.
 
Læs mere hos Akademikerne