Naturen har brug for en hjælpende hånd

 

Hans-Henrik Jørgensen, formand for JA, skriver den 21. september i Jyllands-Posten Debat:

Det er godt med regeringens fokus på naturen og omlægning af skov til urørt skov for at skabe levesteder for flere dyr, svampe og planter. Men selvom det kan lyde paradoksalt er det i mange tilfælde nødvendigt fortsat at forvalte skovene for at give de rette livsbetingelser for mere vild natur.

De sjældne og truede svampe, dyr og planter kommer nemlig ikke af sig selv. De er afhængige af, at skoven er et varieret landskab med en blanding af gamle træer, døde træer, sumpe og søer - og med lysninger og skovbryn. De store gamle træer kræver plads og lys, og derfor kan det være nødvendigt at fælde nogle træer, mens man lader andre stå og vokse sig store.

Mange områder har tidligere været drænet, og her kan det være nødvendigt at stoppe dræningen – under hensyn til bebyggelse og landbrug. Når dræningen er stoppet, kommer de vandstandsforhold, der tidligere fandtes i området, efterhånden igen. Det vil skabe livsgrundlag for frøer, salamandre, fisk og insekter.

Det kan i mange tilfælde også give god mening at fjerne invasive arter som fx Sitkagraner, der er indført til skovbruget. Det er nemlig i de hjemmehørende træer, at de sjældne biller, svampe og andre insekter trives.

Ordet ”urørt” er derfor ikke det mest hensigtsmæssige begreb, fordi den vilde danske natur ofte har brug for en hjælpende hånd. Naturen i Danmark er meget langt væk fra sit naturlige udgangspunkt, fordi den er påvirket af mennesker i flere tusind år. Rigtig urskov opstår ikke sådan uden videre, men heldigvis kender vi til metoder, der kan hjælpe den vilde natur på vej.

De urørte skove er heller ikke ”urørte” i den forstand, at mennesker ikke må færdes der. Men vi skal vænne os til, at naturen ikke er ensartet. Den artsrige skov trives bedst, hvis de gamle og døde træer får lov til at stå. Desværre har man mange steder haft den praksis at fælde ”risikotræer” for at beskytte publikum, men det er netop de træer, som er de vigtigste for mange biller, fugle og svampe.

I JA ønsker vi også at stoppe tilbagegangen af danske dyr, planter og svampe, men det er vigtigt, at vi bruger vores faglighed og de forvaltningsmæssige redskaber, som giver mest muligt ”vild natur” tilbage til os.