Lockout af 120.000 ansatte i staten: Ministeren skaffer sig alibi for et lovindgreb

 

Finansministeriet har her til formiddag varslet en omfattende lockout af 120.000 ansatte i staten.

Hvis lockouten bliver en realitet, bliver to ud af tre statslige ansatte udelukket fra at arbejde. Ifølge ministeren vil kun tjenestemænd og enkelte funktioner blive friholdt. Dermed bliver store dele af samfundet lammet, og arbejdsgiverne har gjort klar til et lovindgreb.

- Det forudgående forløb uden reelle forhandlinger viser, at Sophie Løhde ikke har grundlæggende respekt for den danske model. Dvs. at aftaler indgås ved forhandlingsbordet som et samarbejde med de ansatte, deres tillidsrepræsentanter og deres organisationer. Udsættelse af lockvarsel er endnu en optrapning af situationen. Det har været vigtigere for ministeren, at holde pressemøde end at give de faglige organisationer meddelelse om indholdet af lockouten, siger Anne Marie Lassen Nielsen, der på vegne af De 5 er medlem af Forhandlingsudvalget for den offentlige sektor.

Efter det som er oplyst på pressemødet, vil lockouten træde i kraft den 10. april. Det vides på nuværende tidspunkt ikke, om der også lockoutes i kommuner og regioner.

- Vi ønsker ikke en storkonflikt – vi ønsker en løsning for alle. Målet er stadig en aftale, pointerer Anne Marie Lassen Nielsen.

Hvis ikke der findes en løsning gennem forhandlinger i Forligsinstitutionen, vil offentlige arbejdspladser over hele landet blive ramt af konflikt den 4. april, som er tidspunktet, hvor JA og de øvrige faglige organisationer har varslet konflikt.

Læs mere om hvad det betyder for dig, hvis der kommer konflikt.