Lønforhandling kan læres

 

​JA inviterer sammen med Den Danske Dyrlægeforening til gå-hjem-møde i Aarhus den 24. januar, i Odense den 28. januar og i Aalborg den 4. februar. Møderne har overskriften ”Lønforhandling kan læres”, og de retter sig mod privatansatte medlemmer, der selv forhandler deres løn.

Mange er nervøse for at forhandle deres egen løn. De bryder sig ikke om at skulle sidde foran chefen og argumentere for, hvorfor de er mere værd. Eller de er i tvivl om, hvad man overhovedet skal sige. Så er det nemmere at lade være.

Men passivitet er en dårlig strategi. Pengene går i høj grad til dem, der beder om dem. Og det behøver ikke være en dårlig oplevelse at tage en lønforhandling. Forhandling er en slags samtale med regler og ritualer, som sagtens kan læres.

Oplægsholderen er journalist Solveig Schmidt, der i flere år har arbejdet som forhandler. Hun vil afdække forhandlingens mysterier og give deltagerne konkrete og praktiske redskaber, som gør det nemmere selv at forberede og gennemføre en forhandling. Der bliver rig lejlighed til at stille spørgsmål.

Deltagelse er gratis, men tilmelding er nødvendig af hensyn til forplejningen. OBS: Begrænset deltagerantal.

Læs mere og meld dig til gå-hjem-mødet i nærheden af dig