Fællessekretariatet får ny struktur

 

​Den 1. januar får Fællessekretariatet ny organisationsstruktur. Fællessekretariatet ejes af de tre foreninger JA, Den Danske Dyrlægeforening og DSL og har til opgave at betjene foreningerne, deres bestyrelser og ikke mindst deres medlemmer.

Formålet med organisationsændringen er primært at gøre sekretariatet mere dynamisk og fremtidsrettet med medlemmet i centrum, men også at gennemføre en nødvendig tilpasning af det nuværende sekretariat.

Mini matrixorganisation
Den medlemsrettede, individuelle rådgivning og administration samles i én afdeling Forhandling & Medlemsbetjening med hovedvægt på fagforeningsydelsen, medlemsrådgivning, forhandling, overenskomster samt administration og økonomi.

Den "gamle" kommunikationsafdeling omfatter nu produktion af brede tilbud til medlemmer i form af tidsskrifter, nyhedsbreve, kurser, kompetenceudvikling og netværk samt konferencer og debatmøder og får navnet: Kommunikation & Kompetence.

Betjeningen af foreningerne (JA, DDD og DSL) samles i et særskilt sekretariat som en stabsfunktion under direktøren med betegnelsen: Politik & Fag. Det er også her, at den fagpolitiske indsats bliver samlet for alle tre foreninger.

Arbejdsgiverdelen Arbejdsgivere & Selvstændige bliver udskilt som en selvstændig afdeling med reference til direktøren. Det sker blandt andet for at demonstrere uafhængigheden af resten af Fællessekretariatet og for tydeligere at vise, der ikke sker sammenblanding med fx rådgivningen af lønmodtagere.

Som noget nyt skabes en minimatrix med en tværgående afdeling: Markedsføring, IT & Digitalisering. Denne afdeling skal understøtte de øvrige afdelinger, så hele Fællessekretariatet og især dets foreninger i langt højere grad ”kommer ud over rampen”.

Den nye organisationsstruktur vil blive understøttet af en række tværgående teams til videndeling for hver af de tre hovedforeninger.

Ny ledelsesgruppe
Ledelsestrioen vil bestå af direktør Børge Jørgensen, afdelingschef Ulrich Koch Mortensen og ny afdelingschef Hanne Jensen.

Desuden bliver marketingkonsulent Mai Sinius gruppeleder i Markedsføring, IT og Digitalisering, og ledelsen vil få juridisk rådgivning af chefjurist Jane M. Ravn.

Der nyoprettes to halvtidsstillinger, og samlet set bliver det nye Fællessekretariat på 39 medarbejdere, hvoraf 8 er deltidsmedarbejdere.

Yderligere oplysninger følger her på hjemmesiden og i JA Aktuelt 1/2019.