Gå til sidens indhold

Stort flertal af danskerne er imod at skære i de nyuddannedes dagpenge

Regeringens forslag om skære i de nyuddannedes dagpenge har ikke opbakning i hverken befolkningen generelt eller blandt deres egne vælgere. Det viser en undersøgelse, foretaget af Kantar Gallup for Akademikerne.

Kun hver fjerde dansker mener, at satsen for de nyuddannedes dagpenge skal sættes ned. Det skriver Akademikerne på deres hjemmeside. Tværtimod mener mere end halvdelen, at satsen skal sættes op eller holdes på det nuværende niveau. Undersøgelsen bør give stof til eftertanke hos Folketingets partier, mener Akademikernes formand Lars Qvistgaard.

Nøgletal fra undersøgelsen:

  • 26 pct. af de adspurgte mener at dagpengesatsen skal sættes ned
  • 59 pct. mener, at den enten skal hæves eller fastholdes på nuværende niveau
  • Blandt vælgere i rød blok mener 68 pct., at satsen enten skal hæves eller fastholdes på nuværende niveau. Mere end halvdelen af Venstres vælgere er imod at sænke dimittendsatsen, for Socialdemokratiet er det omkring to ud af tre vælgere, der er imod forringelser mens 23 pct. er for en forøgelse af dagpengesatsen for nyuddannede.

“Jeg er virkelig glad for at se, at et så stort flertal af danskerne, bakker op om et stærkt sikkerhedsnet for alle. Det viser, at rigtig mange danskere faktisk gerne vil bidrage til, at de unge har økonomisk tryghed, mens de arbejder på at få foden indenfor på arbejdsmarkedet,” udtaler Akademikernes formand Lars Qvistgaard.

Detaljer om, hvordan undersøgelsen er udført, kan findes her.

Mit JA