Gå til sidens indhold

Landbruget er glade for foreninger – bare ikke de ansattes foreninger

I foråret blev JA og 16 af landbrugets rådgivningsvirksomheder enige om en aftale om løn- og ansættelsesvilkår for ansatte JA’ere. Det var glædeligt, at endnu flere centre i denne aftaleperiode støtter op om en aftale. Men det var ærgerligt, at fem virksomheder på forhånd valgte at stå uden for en aftale.

I foråret blev JA og 16 rådgivningsvirksomheder i DLBR (DLBR hed tidligere Dansk Landbrugsrådgivning) enige om en aftale om løn- og ansættelsesvilkår for konsulentansatte JA’ere. Aftalen gælder for 2021-24, og dermed blev der fulgt op på tidligere års aftaler.  Det var også glædeligt at se, at endnu flere centre denne gang støtter op om en aftale. Det var en god og konstruktiv proces.

Det var ærgerligt, at fem virksomheder på forhånd valgte at stå uden for en aftale. Vi har selvfølgelig aftalefrihed i Danmark, så der er fuld respekt for deres beslutning. Nogle af argumenterne for ikke at indgå en aftale er mærkelige – nærmest paradoksale – og ikke helt værdige for landbruget.

Der er blandt andet argumenteret for, at ”tiden er vokset fra fagforeninger, og at fagforeninger er unødvendige”. Det er tilsyneladende mere et spørgsmål om principper end om penge. Det er dog tydeligt, at nogle rådgivningsvirksomheder ikke vil afgive forhandlingsmagt, og at man egentligt ikke anerkender de ansattes legitime ønsker om fælles rammer for deres arbejde.

Foreningssamarbejdet er styrken

Det paradoksale er, at landbruget i Danmark - om noget - har udviklet sig og er blevet styrket… netop via foreninger og samarbejde. Dansk landbrug har i dag en stærk placering målt i et både nationalt og internationalt perspektiv. Denne placering er skabt historisk og er i høj grad opnået ved samarbejde mellem landmændene – ved at oprette andelsselskaber, producentforeninger, leverandørforeninger, landboforeninger mv. har man stået sammen.

Viden, erfaringer og ressourcer er blevet udvekslet til fælles bedste. Forhandlingsstyrken er øget over for leverandører og aftagere, og det har været helt nødvendigt: Hvis hver enkelt landmand enkeltvist skulle forhandle priser og vilkår over for få og langt større virksomheder, ville landmanden være taber. Samtidig ville det skabe en skæv konkurrencesituation, som også ville skade samfundsøkonomien. Her har landmændenes andelsselskaber en meget vigtig funktion.

I nogle tilfælde har landmændene oprettet velfungerende leverandørforeninger for at kunne forhandle med en aftager med én stemme. Det har styrket forhandlingssituationen.  Ofte har modparten endda opfordret leverandørerne til at gå sammen, for det vil gøre forhandlingerne mere smidige. EU støtter også økonomisk landmændene i at oprette producentorganisationer. Det betragtes også som en måde at støtte landbruget, når den generelle landbrugsstøtte reduceres.

Vi glædes mest over, at 16 rådgivningsvirksomheder er med i aftalen – og at det er sket på en konstruktiv måde. Vi ærgrer os over, at nogle af de andre virksomheder ignorerer eller ikke respekterer værdien af fagforeninger. Som resten af landbruget har virksomhederne uvurderlig gavn af foreninger, men de anerkender ikke de ansattes foreninger.

Mit JA