Gå til sidens indhold

JA klar til nyt samarbejde med DSL og DM

JA, DSL og DM (tidligere Magisterforeningen) har nu underskrevet en aftale, som lægger sporene til et visionært og fremadrettet samarbejde i de kommende år.

Underskriftja DM Crop

Fra 1. januar 2022 etableres et fælles sekretariat for de tre organisationer, der skal give medlemmer en højkvalitets fagforening, et løft i brugen af digitale værktøjer, et stærkt TR-samarbejde og en markant bedre overvågning på det arbejdsmarkedspolitiske område. Hertil kommer, at JA’s og DSL’s medlemmer får adgang til forbedrede rabatordninger, idet medlemsgrundlaget tidobles.

Fagforening med grøn profil

Vigtigst er dog, at de tre organisationer i fællesskab etablerer en faglig bio-søjle, der skal have et markant styrket fokus på JA’s nuværende indsatsområder: Natur, miljø og fødevarer. Ideen er at samle og forstærke faglige aktiviteter i form af fælles blad (Momentum+), nyhedsbreve, netværksaktiviteter, debatarrangementer og konferencer.

- Jeg rigtig glad for, at det nu er lykkedes at komme i mål med en visionær aftale, som fremtidssikrer vores medlemmer betjening på et højt og konkurrencedygtigt niveau, og samtidig sikrer profileringen af det biovidenskabelige område, siger formand for JA, Hans-Henrik Jørgensen.

- Tirsdag den 7. september 2021 er derfor en milepæl – ikke alene for JA, men også i forhold til det fremtidige AC-landskab, da den nye organisation er åben for at optage flere medlemmer og flere fagligheder i fremtiden, siger JA-formanden.

Samarbejdet betyder også, at medlemmerne i de tre organisationer fra 1. januar 2022 har lige adgang til alle faglige arrangementer og aktiviteter. Det vil i runde tal fordoble medlemsunderlaget for de fælles faglige aktiviteter i biosøjlen og danne basis for en stærk profilering af JAs fagområde.

Fremtiden

Man kan kalde 1. januar 2022 for første skridt en længere rejse. Samarbejdet sigter nemlig mod en fuld sammenlægning af organisationerne inden for en tidshorisont på maksimalt tre år. Herved etableres en stærk fagforening med en grøn profil, som samler alle relevante aktører.

Mit JA