Gå til sidens indhold

Fuld opbakning til forskernes forsvar for forskningsfriheden

Folketinget har vedtaget en erklæring om ’overdreven aktivisme i visse forskningsmiljøer’, men ”det er ødelæggende, hvis vi nu skal se ledelserne på universiteterne blive tvunget til at kontrollere forskningsmiljøerne for at jage et fatamorgana,” lyder det fra Akademikerne, der bakkes op af JA.

Folketingets erklæring om ’overdreven aktivisme i visse forskningsmiljøer’ pålægger universiteterne ”at sikre, at selvreguleringen af den videnskabelige praksis fungerer”. Erklæringen har udgangspunkt i bestemte politikeres angreb på navngivne forskere og forskningsmiljøer, skriver  JA’s hovedorganisation Akademikerne (AC) i en pressemeddelelse, og den pålægger også universiteterne at sørge for, at ”politik ikke forklædes som videnskab, og at det ikke er muligt systematisk at unddrage sig kritik”.

Universiteterne har svært ved at se problemet, for deres sikring af forskningens kvalitet udspringer netop af åben debat, kritisk tilgang til hinandens metode samt resultater og peer reviews før offentliggørelse. Hvis kritik og vurdering af forskerne og deres arbejde pludselig udspringer af, hvad politikerne kan lide og ikke lide, så ryger forskningsfriheden og forskernes tryghed ved at debattere og præsentere deres resultater, skriver, AC.

”Dansk forskning er meget anerkendt internationalt, og det bygger netop på friheden til at forfølge vigtige problemer, skabe helt ny viden og forandre samfundet gennem ny teknologi og nye indsigter. Det er ødelæggende, hvis vi nu skal se ledelserne på universiteterne blive tvunget til at kontrollere forskningsmiljøerne for at jage et fatamorgana, som kun politikerne ser,” lyder det fra Lars Qvistgaard, formand for Akademikerne, som bakkes op af JA-formand Hans-Henrik Jørgensen.

Uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen stemte selv for erklæringen og har dermed udtrykt en generel mistillid til forskningen og universiteterne, som hun selv har ansvaret for, mener AC. ’Forskningens minister’ har dermed sået tvivl om nogle af de grundlæggende elementer i forskningens DNA i dansk sammenhæng, skriver hovedorganisationen.

Akademikerne og JA vil derfor gerne give utvetydig opbakning til de mange forskere, som har underskrevet en protest mod Folketingets erklæring og i et åbent brev til ministeren efterlyst svar på, hvad de har gjort galt.

Mit JA