Gå til sidens indhold

Finansloven finansierer ikke ‘Fremtidens Danmark’

Finanslovsforslaget for 2022 mangler fokus på det, der skal gøre Danmark dygtigere og tryggere. Akademikerne (AC) savner især investeringer i uddannelse, forskning og et stærkere dagpengesystem.

Christiansborg2

Vi må desværre se langt efter de investeringer, der skal gøre Danmark dygtigere og tryggere. Det er meldingen fra hovedorganisationen Akademikerne (AC), efter finansminister Nicolai Wammen forleden præsenterede regeringens udspil til ny finanslov. Akademikerne savner især investeringer i uddannelse, forskning og et stærkere dagpengesystem, skriver Akademikerne i en pressemeddelelse. En holdning, som Hans-Henrik Jørgensen, formand for JA, tilslutter sig.

Akademikernes formand Lars Qvistgaard havde ellers sat forventningerne til næste års finanslov op, efter at Mette Frederiksen på konferencen om Fremtidens Danmark fremhævede uddannelse som et særligt fokuspunkt for regeringen:

“Jeg er helt enig med Mette Frederiksen i, at gode uddannelser er grundlaget for samfundets udvikling. Men det er helt på månen at tro, at vi kommer i mål med den ambition uden både at genoprette uddannelsesbevillingerne i hele uddannelsessektoren og sætte forskningsbevillingerne op til 1,5 pct af BNP.”

Afslutningsvis ærgrer Lars Qvistgaard sig over, at regeringen, trods gentagne opfordringer fra alle dele af fagbevægelsen, ikke har valgt at investere i dagpengesystemet:

 “Vi står med et dagpengesystem, der er stærkt svækket efter års nedskæringer. Vi har brug for, at regeringen melder klart ud, at den ønsker at bevare og udvikle det solidariske dagpengesystem. Venstre har med deres forslag om at skære i de nyuddannedes dagpenge klart meldt ud, at de vil fortsætte nedskæringskursen. Det vil klæde regeringen at vise, at de vil en anden vej”.

Mit JA