Gå til sidens indhold

Ansatte på Københavns Universitet kan alligevel fejre 1. maj

Arbejdernes internationale kampdag var egentlig afblæst for de ansatte på KU fra i år, fordi universitetets ledelse i efteråret opsagde ordningen, hvor medarbejderne har betalt fri. Men efter protester fra JA og andre faglige organisationer er opsigelsen nu udskudt, så KU’s medarbejdere også har betalt fri 1. maj i år.

Frem til slutningen af februar så det ud til, at det ikke kun var statsminister Mette Frederiksen, der ikke skulle i Fælledparken at fejre 1. maj i år. De ansatte på Københavns Universitet stod også til at måtte droppe fejringen af arbejdernes internationale kampdag i parken i hovedstaden.

Årsagen var, at universitetets ledelse den 23. oktober 2019 opsagde den hidtil gældende ordning, hvor medarbejderne havde betalt fri på dagen.

KU har opsagt ordningen, fordi de mener, at fridagen ikke er en overenskomstsikret ret, men en kutyme på universitetet. Derfor har KU varslet, at ordningen ville stoppe med virkning fra den 1. maj 2020.

Den beslutning faldt dog ikke i god jord hos fagbevægelsen, herunder JA, der har protesteret mod annulleringen af fridagen. Derfor har KU ’efter en samlet vurdering besluttet at ændre ophørsdatoen i opsigelsen af ordningen til den 2. maj 2020.

Det betyder, at fredag den 1. maj 2020 vil være en betalt fridag for ansatte på KU, og dermed får opsigelsen af den hidtidige betalte fridag først effekt fra 1. maj 2021.

Beslutningen er truffet på baggrund af forhandlinger mellem KU og repræsentanterne for de faglige organisationer.

Chefjurist hos JA Jane Marianne Ravn er glad for, at medarbejderne på KU også kan holde betalt fri den 1. maj i år ligesom tidligere, men hun så gerne, at afskaffelsen af ordningen ikke bare blev udskudt, men sløjfet helt:

”Det bedste ville selvfølgelig være, hvis KU ændrer mening, så 1. maj bliver opretholdt som en betalt fridag, også efter 2020. Fridagen har eksisteret som et kendt gode for de ansatte, og dermed er opsigelsen af den en forringelse af medarbejdernes ansættelsesvilkår, idet en betalt fridag repræsenterer en værdi," siger hun.

"Og som fagforening gør det da ekstra ondt for JA at se, at netop 1. maj, der er en vigtig mærkedag for fagbevægelsen, bliver sløjfet som fridag for de ansatte,” tilføjer Jane Marianne Ravn.

KU's beslutning om at udskyde afskaffelsen af ordningen betyder, at der går tre år, før medarbejderne på Københavns Universitet første gang må trække i arbejdstøjet den 1. maj. I 2021 falder 1. maj nemlig på en lørdag og året efter på en søndag.

Mit JA