Gå til sidens indhold

Klimarådet har fået to nye næstformænd

Professor og JA-medlem Jette Bredahl Jacobsen er udnævnt til posten som den ene af to næstformænd i Klimarådet.

Som følge af klimaloven, der blev vedtaget den 18. juni 2020, har Klimarådet skullet udpege to næstformænd, der kan assistere formanden. På Klimarådets møde fredag den 14. august var der bred opbakning til at udpege Jette Bredahl Jacobsen og Jørgen Elmeskov som Klimarådets næstformænd.

”Jeg glæder mig over at kunne byde Jette Bredahl Jacobsen og Jørgen Elmeskov velkomne i formandskabet. Klimarådet har fået en række vigtige opgaver i forbindelse med den nye klimalov, så der er masser at tage fat på for de nye næstformænd,” siger Peter Møllgaard, formand for Klimarådet, i en pressemeddelelse.

De to næstformænd har begge været medlemmer af Klimarådet siden oprettelsen i 2015 og har derfor grundig erfaring med Klimarådets arbejde. Desuden har de erfaring fra en række andre sammenhænge. De vil ligesom formanden repræsentere Klimarådet i hele dets bredde.

Jørgen Elmeskov har stor erfaring med samfundsøkonomiske analyser og rådgivning om økonomisk politik og har bl.a. tidligere været medlem af Klimakommissionen.

Forstkandidat og ph.d. Jette Bredahl Jacobsen er professor i miljø- og ressourceøkonomi og viceinstitutleder for forskning ved Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi ved Københavns Universitet. Hun arbejder bredt inden for miljø- og ressourceøkonomien med bl.a. værdisætning, arealforvaltning og regulering.

 

Mit JA