Gå til sidens indhold

JA-konsulent: Ryd op i coronafejlene

De seneste måneder har mange arbejdet hjemmefra uden adgang til den sædvanlige sparring med kolleger og ledere, og det kan betyde, at du sidder tilbage med en nagende frygt for, om du har truffet alle de rigtige beslutninger. Grib frygten og få afklaring nu, lyder opfordringen fra JA’s konsulent.

Mange akademikere har de seneste måneder arbejdet hjemmefra, og selvom hjemmearbejdet for de fleste naturligt betyder, at man sidder alene med ansvaret og uden adgang til den sparring med chefer og ledere, som normalt finder sted, har mange stadig mødt samme forventninger til at kunne udføre arbejdet og træffe beslutninger af samme høje standard, som hvis man sad på kontoret.

Derfor har der hurtigt kunne opstå situationer, hvor man må stole på sin fornemmelse og tro på sig selv – uden at vide med sikkerhed, at man træffer den rigtige beslutning. Den usikkerhed kan føre til søvnløse nætter:

”Mange kender følelsen af at vågne op om natten og pludselig være kommet i tvivl om, hvorvidt en beslutning nu også var den rigtige, eller om man fik sendt en mail forkert af sted,” siger arbejdsmiljøkonsulent hos JA, Flemming Bo Petersen.

”Det er ikke sundt at bære rundt på sådan en uvished. Det kan udvikle sig til stress og skal ud af dit system. Når du vender tilbage til din ’rigtige’ arbejdsplads og dine kolleger, er ikke for sent at rette op beslutninger eller samtaler, som du tænker tilbage på og måske fortryder,” siger han.

Hans råd er, at du hurtigst muligt får talt med din kollega eller din chef om, hvad der er sket, og sørger for at få rettet op på de fejl, der måtte være. Og for det meste vil du opleve, at der er forståelse for, at coronasituationen var ekstrem og arbejdsforholdene vanskelige, vurderer Flemming Bo Petersen.

De fleste vil også møde respekt for, at de vender tilbage til sagen og gør skaden god igen eller retter en misforståelse fra en samtale – også selv om den ikke var stor. Det styrker din troværdighed og ikke mindst din selvtillid, forklarer han:

”Følelsen af at have begået en fejl, som på et tidspunkt bliver opdaget, og uvisheden om, hvad det kan føre med sig, er en fornøjelse at få fjernet fra sin underbevidsthed. Brug lidt tid på at få ryddet op efter den kaotiske coronatid, så du er frisk og fuld af selvtillid til, når den nye hverdag igen banker på,” råder Flemming Bo Petersen.

Mit JA