Gå til sidens indhold

Forskning bliver misbrugt til politik

Forskningsfriheden er under pres. Især i myndighedsbetjeningen bliver forskere presset til at ændre forskningsresultater, udskyde offentliggørelsen eller helt undlade at publicere dem, viser undersøgelse. Et tæt samarbejde mellem myndigheder og forskere er vigtigt, men kan kun fungere til samfundets bedste, hvis forskernes faglighed respekteres, skriver JA-formand Hans-Henrik Jørgensen i indlægget her.

Forskningsfriheden er under pres på de danske universiteter. De seneste år er der blevet afdækket flere alvorlige problemer, som understreger, at der ikke altid er de nødvendige vandtætte skotter mellem forskere og eksterne interesser.

Særligt slemt lader det til at være inden for myndighedsbetjeningen, der er en disciplin, som i høj grad finder sted inden for de faglige områder, vores medlemmer beskæftiger sig med – natur, miljø og fødevarer.  

I en undersøgelse fra Dansk Magisterforening svarer 24 procent af de forskere, der arbejder med myndighedsbetjening, at de har oplevet pres fra fx politikere og embedsmænd i forhold til at ændre deres forskningsresultater, udskyde offentliggørelse af resultaterne eller helt undlade at offentliggøre dem. Undersøgelsen viser også, at presset ofte virker efter hensigten.

Og det er en velkendt tendens i forskningsverdenen: 80 procent af dem, der udfører myndighedsbetjening, og 20 procent af deres kolleger svarer, at pres på forskningsfriheden stammer fra den forskningsbaserede myndighedsbetjening.

Desværre er det også en tendens, vi kan genkende i JA. Men hverken forskerne eller vi andre kan være tjent med, hvad der foregår.

De forskere, der bliver udsat for pres, beskæftiger sig med nogle af de vigtigste dagsordener, vi står over for i dag, fx klimaforandringer og forvaltning af den danske natur. Når det politiske system på den måde lægger pres forskningsfriheden, hindrer de samtidig løsningen af samfundets største udfordringer.

I JA bakker vi op om et tæt samarbejde mellem universiteterne og offentlige institutioner, -fonde og -myndigheder, hvor forskning bliver brugt som grundlag for arbejde med lovgivning og udvikle samfundet. Forskning er en af hjørnestenene i vores samfund, og det er vigtigt, at de politiske beslutninger står oven på et solidt fundament af viden.

Men fundamentet styrter sammen, når det politiske system underkender forskerne, og forskningen bliver manipuleret til at passe ind i det politiske program, så formålet ikke længere er at skabe det bedste grundlag for udvikling af vores samfund, men at udnytte forskningen til at fremme egen dagsorden.

Som tillæg til konklusionerne i DM’s undersøgelse oplever vi i JA også, at forskere, der deltager i myndighedsbetjening, bliver presset til at levere til det politiske system med en kortere tidshorisont, end hvad et grundigt stykke forskningsbaseret arbejde kræver. Så skynder forskerne sig for at imødekomme efterspørgslen og leverer foreløbige resultater eller estimater – og understreger, at de netop er det.

Sidstnævnte er myndighederne dog ikke interesseret i at høre, på samme måde som de også vælger at overhøre, når forskerne taler om fx usikkerheder, forbehold og variation, der er grundvilkår for det videnskabelige arbejde.

De faktorer bliver derfor hurtigt glemt i den politiske proces, hvor forskningen bliver inddraget og fx brugt som grundlag for lovgivning, uden forbehold og usikkerheder og måske til at bære mere, end hvad konklusionerne kan holde til. Og når det så bagefter viser sig, at det videnskabelige grundlag ikke var tilstrækkeligt, kan man jo altid give forskerne skylden og udstille universiteterne i offentligheden for at lave regnefejl – bare et tænkt eksempel.

Problemet understreger sammenstødet mellem på den ene side den politiske verden, der har et ønske om at kunne arbejde hurtigt og på et entydigt grundlag, og på den anden side forskningen, der tager tid, og hvor et resultat aldrig er en endegyldig sandhed. Men hvis vi skal bruge forskning som grundlag for den politiske proces – og det mener vi, at vi skal – er myndighedsbetjening i højere grad nødt til at ske på forskningens præmisser.

Efter den seneste tids sager om pres på forskningsfriheden, lader der til at være kommet større fokus på at beskytte armslængdeprincippet i universitetsverdenen, og det er positivt, fordi forskere og universiteter har også et ansvar i den sammenhæng. De fleste steder er der retningslinjer for, hvordan samarbejde med eksterne parter skal foregå, og bliver de fulgt, minimeres risikoen for, at der kan udøves pres på forskerne.

Men skal problemerne elimineres, kræver det også, at myndigheder og andre eksterne parter udviser mere respekt for fagligheden ved at undlade at blande sig i forskernes arbejde, hvor de intet har at gøre. De skal anerkende, at forskning viser det, den viser, og med de forbehold, der nu engang er – og at valid forskning tager den tid, den tager.

Ellers går både forskningsfrihed og kvalitet fløjten, og så kan forskning ikke længere være det fundament, vi bygger vores fremtid på, men udelukkende et politisk redskab uden egentlig værdi for andre end politikerne.

Mit JA