Gå til sidens indhold

Finansloven skal gøre os tryggere, grønnere og dygtigere

Akademikernes forslag til Finansloven 2021 har titlen ”Tryggere, grønnere og dygtigere”. Organisationens formand pointerer, at hvis vi griber det klogt an, kan vi styrke den grønne omstilling og modvirke coronakrisen samtidig. Men det kræver, at vi tænker indsatserne sammen.

Når de politiske partier for første gang skal forhandle finanslov i skyggen af coronakrisen, skal målet være en finanslov, der gør Danmark tryggere, grønnere og dygtigere. Det er ikke kun muligt, det er også nødvendigt, mener Akademikernes formand Lars Qvistgaard.

“Hvis vi griber det klogt an, så kan vi styrke den grønne omstilling og modvirke Coronakrisen samtidig. Men det kræver, at vi tænker indsatserne sammen. Hvis vi også på langt sigt skal være grønt foregangsland, har vi brug for også at fokusere på uddannelse, iværksætteri, og trygge arbejdspladser,“ siger Lars Qvistgaard i en pressemeddelelse.

Akademikerne har udarbejdet en række forslag, der tænker genopretning og udvikling sammen og har til formål at styrke samfundet på sigt. Her er et udpluk:

  • Opret en grøn iværksætterpulje
    En succesrig grøn omstilling kræver, at vi udvikler nye ideer og nye løsninger. Derfor skal der afsættes midler til en grøn iværksætterpulje, der giver grønne iværksættere adgang til kapital.
  • Invester i grøn efteruddannelse
    Nye klimavenlige løsninger og gode vaner skal gøres til en naturlig del af vores hverdag – både privat, men også når vi går på arbejde. Derfor foreslår Akademikerne at afsætte midler til en grøn efteruddannelsespulje.
  • Styrk virksomhedernes incitament for grøn omstilling
    Den grønne omstilling skal helt ud i alle danske virksomheder. Derfor foreslår Akademikerne, at der afsættes midler til at styrke virksomhedernes incitament for grøn omstilling gennem et fradrag til virksomheder, der ansætter medarbejdere til at skabe en grønnere og mere klimavenlig produktion. Samtidig skal der gives øget tilskud til grønne investeringer.
  • Afsæt penge til en omstillingspilot, der sætter gang i grøn omstilling, digitalisering og eksport
    Akademikerne foreslår, at der etableres en ny erhvervsstøtteordning målrettet små og mellemstore virksomheder. Ordningen skal udformes som en rettighed for små og mellemstore virksomheder og skal give SMV’er tilskud til løn, når de ansætter den første medarbejder med en mellemlang eller lang videregående uddannelse til at varetage udviklingsopgaver.

Læs mere om Akademikernes forslag til finanslov 2021 her.

Mit JA