Gå til sidens indhold

Arbejdstilsynet øger igen indsatsen efter coronalukning

Ligesom mange andre brancher har arbejdstilsynet kørt på lavt blus under samfundets coronanedlukning, men i takt med den fasevise genåbning øger de nu indsatsen med målrettede tilsyn. Og det er vigtigt, at arbejdet for arbejdsmiljøet ikke kun kommer til at handle om afspritning og afstand, slår konsulent i JA fast.

Coronakrisens indtog i det danske samfund har betydet, at mange arbejdspladser helt eller delvist har måttet sætte arbejdet på pause.

Det gælder også arbejdstilsynet, hvis arbejde i coronaperioden har været reduceret til omkring en tredjedel af sin normale kapacitet. Men sammen med fase to af genåbningen af samfundet, åbner også Arbejdstilsynet yderligere for sin indsats for arbejdsmiljøet på de danske arbejdspladser.

Fra mandag den 18. maj har tilsynet således skruet op for indsatsen til omkring to tredjedele af kapaciteten før coronakrisen. Det svarer til, at 200 tilsynsførende kommer ud på målrettede tilsynsbesøg.

Arbejdstilsynets besøg på arbejdspladserne er som udgangspunkt uanmeldte og sker på virksomheder med risiko for arbejdsmiljøproblemer. Tilsynene har fokus på virksomhedernes forebyggelse af smittespredning med corona. Arbejdsgivere får et straks-påbud, hvis de ikke har truffet effektive foranstaltninger til at beskytte de ansatte mod risikoen for coronasmitte. 

Desuden reagerer de tilsynsførende som vanligt, hvis virksomhederne overtræder arbejdsmiljøloven, så medarbejderne bliver udsat for betydelig fare, eller hvis risikoen for ulykker ikke er tilstrækkeligt forebygget.

”Coronakrisen ramte os meget pludseligt, og det var helt afgørende for os at reducere smitterisikoen så vidt som overhovedet muligt. I den forbindelse blev Arbejdstilsynets tilsynsindsats begrænset for at mindske cirkulationen i samfundet og smitterisikoen,” siger Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard ifølge en pressemeddelelse og fortsætter:

”Nu er vi heldigvis i en situation, hvor vi kan åbne Danmark gradvist igen, og det betyder også, at vi kan sætte tryk på tilsynsindsatsen med fokus på netop at forebygge smittespredning og ulykker. For det skal selvfølgelig være sikkert at gå på arbejde for alle.”

Arbejdsmiljøkonsulent i JA Flemming Bo Petersen undrer sig dog over, at tilsynet ikke er tilbage for fuld kraft:

”Der er en modsætning i, at det med genåbningen af samfundet skulle være tilstrækkeligt sikkert for medarbejderne at være på arbejdspladsen, men ikke sikkert til, at Arbejdstilsynet kan komme fuldt ud i gang igen. Det er ærgerligt, fordi det Arbejdstilsynet varetager en meget vigtig funktion,” siger Flemming Bo Petersen.

Og særligt i den nuværende situation, hvor der er stort fokus på at sikre nødvendige smitteforanstaltning i forbindelse med coronavirus, er det vigtigt at huske, at et godt arbejdsmiljø også handler om mange andre ting, siger han:

”Jeg er virkelig bekymret for, at det hele kommer til at handle om afspritning, håndvask og afstande. Der er brug for at holde fast i, at arbejdsmiljø er meget mere end coronahensyn. Derfor er det vigtigt både i forhold til tilsyn og i folks bevidsthed i almindelighed, at man husker på alle de andre facetter af arbejdsmiljøet,” siger Flemming Bo Petersen.

Mit JA