Gå til sidens indhold

AC: Opret ekstraordinær ydelse til kriseramte ledige

Akademikerne, JA’s hovedorganisation, foreslår nu, at der gives en ekstraordinær ydelse til alle de ledige danskere, der bliver ramt af coronakrisen, men som ikke bliver hjulpet af de nuværende hjælpepakker.

En voksende gruppe af ledige og selvstændige falder gennem det sikkerhedsnet, som regering og samfund har spændt ud under vores arbejdsmarked som følge af coronakrisen. 

Det er baggrunden for den foreslåede, ekstraordinære ydelse fra Akademikerne, (AC), som er JA’s hovedorganisation, skriver organisationen på sin hjemmeside.

Ydelsen skal hjælpe alle dem, som ikke har ret til dagpenge – enten fordi de som a-kasse medlemmer endnu ikke har optjent retten til dagpenge, eller fordi de ikke er medlem af en a-kasse.

Det gælder fx mange selvstændige, som har fravalgt dagpengesystemet, fordi de ikke ville kunne modtage dagpenge uden at skulle lukke deres virksomhed. De nuværende regler betyder, at denne gruppe heller ikke vil kunne modtage kontanthjælp, hvis de ejer værdier.

Og det er problematisk, mener formand for AC, Lars Qvistgaard:

”Det her er en voksende gruppe, som grundet krisen har svært ved at finde arbejde, ikke kan få dagpenge, og som skal sælge deres lejlighed, bil eller bruge deres opsparing, før de kan få kontanthjælp. De risikerer at falde helt gennem samfundets ellers fintmaskede sikkerhedsnet. Det er ingen tjent med,” siger han ifølge AC.

Med forslaget tilbydes en ny løsning på et problem, der har været velkendt de seneste uger, men som der endnu ikke er fundet en løsning på.

Ifølge Lars Qvistgaard haster det:

“Den her gruppe står helt uden indtægt, og den bliver større dag for dag. Vi kan som samfund ikke blive ved med at lukke øjnene. Vi har brug for en politisk løsning nu,“ siger han ifølge AC.

Mit JA